Kloge ord om “Stress & Parkinson”

BLÆS PÅ DUMPE OG GNAVPOT – LYT TIL BRILLE
Stress rammer alle, men vi med Parkinson påvirkes mere end andre. Svensk professor i psykologi, Georg Stenberg, selv med parkinson diagnose siden 2004, beretter og rådgiver om humørsvingninger – og om betydningen af ikke at stille urimelige krav til sig selv.

 


Artikel uddrag/oversættelse af Jørgen Andreasen, København.
Trommende fingre og halvkvalte suk fra nogen, der venter på dig. Dine fingre fumler for at finde knaphullet, din rystende arm kan ikke finde ærmet, alt imens taxaen venter udenfor. Gøremål skal udrettes, tider skal passes, smil skal opfattes og besvares, betydende øjekast skal aflæses, sarte egoer skal stryges med håret.

Med ordet ’stress’ hentyder Stenberg til en oplevet afstand mellem ressourcer og krav. Vi ’parkinsonister’ har mange slags ressourcer til rådighed: begavelse, charme, erfaring, men frem for alt tid, som rigtigt anvendt kan kompensere for næsten alle andre mangler. Men tiden krymper for os. Enhver normal handling tager længere tid. Før tog det ti minutter at tage tøj på, nu tager det efterhånden tolv minutter.
Langsomheden gælder ikke blot kroppen. Den gælder også i et vist omfang tanken. At være vaks og fatte hurtigt værdsættes højt. En årsag til langsom tankevirksomhed er vanskelighederne med automatisk bearbejdning i hjernen. På grundlag af rutine og erfaring kan mennesker normalt finde en hurtig vej til en foreløbig løsning . Men automatiske og hurtige svar leveres ofte via basale ganglier, netop den del af hjernen, som er mest udsat hos os.
Kan vi så gøre noget ved kravene? Vi må lade omgivelserne begribe at vores evners rækkevidde ikke er ubegrænsede, men først og fremmest må vi først selv forstå og begribe det. En kilde til overdrevne krav er humørsvingninger. Når du er blevet behandlet med Levodopa i et par år, mærker du sikkert at dit humør påvirkes af medicineringen. Det går op og ned i et hurtigere tempo end før. Med reference til de Syv Små Dværge beskriver Stenberg tre tilstande eller typer af parkinsonister som beboere i et etagehus. Humøret kører op og ned imellem etagerne.
I stueetagen bor Søvnig og Gnavpot. De forfalder til tungsindighed; de ser ofte alt i sort. De ser intet håb for fremtiden, finder ingen glæde i nuet. I dag ved vi, at det skyldes mangel på dopamin. Depression, apati og uforklarlig træthed er desværre almindelig hos os. Ingen afgørende beslutninger bør træffes i den sindstilstand.
Mellemetagen bebos af Flovmand, som gerne vil nærme sig omgivelserne, men holdes tilbage af forsigtighed, og af Brille, som er fornuftig og afbalanceret. Her bør beslutninger tages, her findes den nøgterne balance og det fordomsfrie og vide overblik.
Øverst i huset er der en høj stemning, her bor Lystig og Dumpe. Her er der ingen bekymringer. Det regner med glade indfald; skøre, lystige og hurtige bemærkninger kommer fra alle sider. … Tankerne flyver så let, problemer synes at være bagateller. Men her er der store risici. Selvtillid svulmer ofte op og bliver til overmod og dumdristighed.
Stenberg forsøger til slut at give svar på ressource/krav udfordringen: ”Sammenfattende kan vi sige, at vi er en gruppe mennesker, der let bliver udsat for stress. Det skyldes at vores sygdom frarøver os ressourcer hurtigere end vi kan reducere kravene til os selv. Vi kan ikke stole på vores basale ganglier.
Hvordan kan vi påvirke oplevelsen af dette, så vi slipper for at føle stress? Ved at indse at visse af vores ressourcer er begrænsede, men at de i bedste fald kan kompenseres, erstattes eller vi kan smyge os uden om. Vi må justere kravene til os selv i forhold til ressourcerne. Vælg små, velafgrænsede opgaver! Hav realistiske og verificerbare mål, som du efterhånden kan krydse af på listen. Ved at opbygge lister med den slags små mål, kan du komme meget langt. Giv pokker i hvor hurtigt det går. Vær stolt af den vej, du har tilbagelagt … Du skal ikke skele til den tid, det tog.

Og til sidst: Vær god ved dig selv; du er det bedste du har.

Læs hele artiklen på svensk, publiceret i Parkinsonjournalen nr 2, 2014.